Når en deprimeret fortæller de ord, der enten ikke kunne være så kontrolleret nok til at skade de ord, der blev fortalt en, er den skødesløst talende tone fra den ene bare så lys.

Men en anden, som den ene fortalte, kunne være forpligtet til at blive fortalt disse ord, kunne blive såret med disse fortalte ord, så kunne den ting være tung til at modtage dem.

Så oprindeligt ord tingene er væsentligt så let, men tung enten. Denne så invetable natur gør os upseted omkring det.

Ord betyder medicin og gift. Dens natur som dobbeltkantet sværd betyder vores letteste, men den mest skadelige stærke arm for let at bruge så omhyggeligt og uventet for let til at forhindre os i at skade den fortalte så let.

Med ord får vi og får den bedste ven, kammerat, den bedste kollega, samtidig mister vi dem alle så let. Denne sandhed kunne aldrig bringe den, af hvem vi kunne få at vide, meget perfekte fremmede og forældre, børn, sammen det samme.

Snarere så tæt forhold kunne have gensidigt brudt hjerte, fordi deres hele afstand er for tæt på at holde gensidigt vågne øjne sammen. Så tager de hver enkelt ord let og gensidigt såret.

Med så distancerede kunne man tage temmelig objektivt omhyggelige ord, men disse så beskedne ord kunne ikke altid imponere fortalte ens sind.

Lejlighedsvis må der være meget lette ord, ikke omhyggeligt, ikke desto mindre kunne disse så uforsigtigt taget ord helbrede fortalte.

Så for os må minds vurdering af, hvilke ord der tages, være lette eller tunge, enten være så vilkårlig. Til sidst, vores ord og os i relevans er så kompliceret, at vi aldrig ville tage dem alle så let.

Fordi hver lejlighed har hver omstændighed.

(fortsættes)

April. 7. 2021